Printvenlig version af siden

Regler og procedurer for optagelse af medlemmer.

1. Optagelseskrav

Medlemskab kan opnås af personer, der har gennemført Kranio-Sakral Terapi kursus I og II.

Hvert kursus skal have en varighed af minimum 32 lektioner, og være dokumenteret med indhold og et underskrevet kursusbevis fra kursusstedet.

Ansøgningen gennemføres på foreningens hjemmeside.

Den nødvendige dokumentation sendes til foreningens sekretær på eller med post til foreningens kontor adresse. 


2. Regler for god klinisk praksis

Medlemmerne skal overholde følgende regler for god klinisk praksis:

  1. Medlemmerne skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed i deres faglige virke, herunder gøre brug af midler og metoder, som er forsvarlige og som de er kvalificerede til at benytte.
  2. Medlemmerne skal anbefale en klient at søge læge m.v., hvor dette må anses for indiceret.
  3. Medlemmerne skal overholde lovgivningen, herunder afstå fra at fraråde en lægeordineret behandling eller benytte behandlingsmetoder, som det er forbeholdt bestemte autoriserede sundhedspersoner at anvende.
  4. Medlemmerne skal løbende vedligeholde og opdatere deres faglige viden.
  5. Medlemmerne skal give klienten saglig og nøgtern information om behandlingen og de forventninger, man kan have hertil.
  6. Medlemmerne skal føre optegnelser over deres behandlinger af den enkelte klient, herunder om indikation samt den behandling og den information der er givet.
  7. Medlemmerne har tavshedspligt med hensyn til de oplysninger om private forhold og andre fortrolige oplysninger, som de gennem deres faglige virksomhed får om deres klient.
  8. Medlemmerne skal udøve deres gerning omhyggeligt og samvittighedsfuldt, samt vise respekt for klientens egenværdi og respektere klientens individuelle behov og valg.
  9. Medlemmerne skal i deres arbejde vise respekt for kollegers arbejde og være til støtte i faglige situationer. Dette er ikke en hindring for at tage overtrædelser op, der vedrører foreningens regler for god klinisk praksis.
  10. Medlemmerne skal medvirke til, at der i befolkningen er respekt og tillid til faget.

 

3. Offentliggørelse

Medlemmerne offentliggøres på Foreningens hjemmeside.


4. Udmeldelse/udelukkelse

Udmeldelse kan kun ske ved skriftlig meddelelse til foreningens kontoradresse eller per email til og med en måneds varsel til udgangen af et kalenderår.

Kontingentet betales senest 30 dage fra fakturadato. Såfremt faktura ikke er betalt inden 90 dage fra fakturadato betragtes man som værende udmeldt. Meddelelse om dette afsendes skriftligt på email, alternativt fra foreningens kontoradresse. 

Refusion af kontingent kan ikke finde sted.

Udelukkelse af et medlem kan ske, hvis denne modarbejder foreningens interesser eller groft overtræder foreningens vedtægter og regler for god klinisk praksis. Bestyrelsen foretager eksklusionen. Denne kan forelægges til prøvelse ved førstkommende generalforsamling.


5. Procedure

Svar på ansøgning kan forventes indenfor 4 uger efter modtagelse af ansøgningen via foreningens hjemmeside herefter udsendes en faktura.

Medlemskabet offentliggøres på foreningens hjemmeside under behandlerliste/medlemsliste senest 4 uger efter, at fakturaen er betalt og sekretæren har modtaget dokumentation for ovennævnte kurser/uddannelse.

Dersom den fremsendte dokumentation for ovennævnte kurser/ uddannelse ikke er fyldestgørende, fremsendes anmodning om den manglende dokumentation.

Såfremt der ikke kan fremsendes dokumentation for de nødvendige kurser fremsendes begrundet afslag om medlemsoptagelse.


6. Klagevejledning

Evt. klage over svar på ansøgning indsendes skriftligt til foreningens kontoradresse senest 2 år efter modtaget svar fra bestyrelsen.

Evt. klage over eksklusion, indsendes efter samme retningslinier til sekretariatet. Klagen videresendes til Etisk Råd, og skriftligt svar fremsendes indenfor 12 uger. Klagen behandles i henhold til regler og procedure for klageadgang og klagesagsbehandling i Etisk Råd.

Det er muligt at genoptage sagen, såfremt der viser sig væsentlige ændringer i grundlaget for afgørelsen. Afgørelsen træffes af Etisk Råd

FORENINGEN AF KRANIO-SAKRAL TERAPEUTER I DANMARK
techCMS